Det er ikke pengene. Det er en legeplads. Det siger den populære tv-personlighed Line Baun Danielsen.
Hun er stoppet med at lave tv og har sat ekstra gang i sin egen kommunikationsvirksomhed.
Her laver hun medietræning og kommunikationsrådgivning, tilbyder sig som ordstyrer og konferencier eller laver foredrag. Men hun vil mere end det.
Hun vil skabe en blog for kvinder, en blog for og om de oversete midaldrende kvinder. Det skriver BT.
Gruppen af kvinder over 45 år får alt for lidt opmærksomhed, mener 54-årige Line Baun Danielsen. Og det vil hun ændre på.
- Udgangspunktet for min blog ("Med Line på bloggen", red.), der bliver sat i søen om cirka 14 dage, er, at jeg er lidt fortørnet over, at der ikke rigtigt er noget for kvinder på min egen alder. Så jeg vil sætte fokus på kvindelivet for midaldrende kvinder. Karriere, økonomi, kærlighed, børn – you name it, siger hun til BT.
- Jeg skal ikke tjene penge på den, men have den som min helt egen legeplads. Og hvis der skulle være noget forretning i den, så skader det jo ikke. Men i første omgang skal jeg bare se, om der overhovedet er nogen, der gider læse den, siger Line Baun Danielsen.
28 år på skærmen
Line Baun Danielsen sagde farvel og tak til TV2 Lorry med udgangen af september og har med få års fravær været på tv, siden TV2 begyndte at sende i 1988.