Vi har ikke overvåget Henrik Sass Larsen (S).
Politiets Efterretningstjeneste afviser nu i direkte vendinger, at man skulle have overvåget topsocialdemokraten igennem to måneder, som TV2 Nyhederne ellers fortalte i aftes.
"TV2's oplysninger om, at PET skulle have foretaget overvågning eller aflytning rettet mod Henrik Sass Larsen, er ikke korrekte. PET har heller ikke haft grundlag for at foretage sådanne efterforskningsskridt rettet mod Henrik Sass Larsen," siger Jakob Scharf i udtalelse til Newspaq.
TV 2 meddelte i går, at Sass gennem to måneder blev overvåget af medarbejdere fra Politiets Efterretningstjeneste. Den oplysning undrede Henrik Sass Larsen selv.
"Jeg foretager mig ikke noget ulovligt og har aldrig gjort det. Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor jeg skulle være omfattet af at blive overvåget af efterretningstjenesten," sagde han i går.
Kilde: Politiken