Udenlandske terrorgrupper planlægger at slå til i Danmark. Sådan lyder den spritnye vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste.
"Der er fornyede indikationer på, at terrorgrupper i udlandet søger at sende terrorister til Danmark for at begå terrorangreb," meddeler PET på sin hjemmeside.
Efterretningstjenesten beder nu samtlige politikredse om at skærpe deres opmærksomhed i forhold til truslen om terror - indtil videre til slutningen af 2010.
"Det er vigtigt for mig at understrege, at det generelle trusselsbillede er uændret. Men PET finder anledning til at fremhæve, at trusselsbilledet er alvorligt, og at der er en specifik terrortrussel mod personer og lokaliteter med tilknytning til tegningesagen," udtaler PET's chef, Jakob Scharf.
Han afviser at gå i detaljer med hvilke terrorgrupper, der er tale om. Oplysningerne er af "efterretningsmæssig karakter", lyder det.