PET: Danmark stadig terroristers yndlingsmål

Selvom Osama Bin Laden er væk, så er der stadig en alvorlig terrortrussel mod Danmark.
Terroristerne har stadig fokus på Danmark, fastslår PET.
Terroristerne har stadig fokus på Danmark, fastslår PET. Foto: Kåre Viemose

Der er stadig en alvorlig terrortrussel mod Danmark fra militante islamistiske terrorister.

Det fastslår chefen for Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Selvom det efterhånden er seks år siden, at Jyllands-Posten trykte sine Muhammed-tegninger, så er truslen mod Danmark stadig meget høj, siger chefen for PET, Jakob Scharf.

Og sådan vil det blive ved med at være fremover, siger han.

"Den militante islamistiske terrortrussel vil også fremover være en trussel mod vores nationale sikkerhed," siger han i en pressemeddelelse.

Og det er både radikale religiøse mennesker i Danmark og i udlandet, der kan ramme os med terror, siger han.

"Terrortruslen kommer fra såvel herboende som tilrejsende terrorister, der optræder i grupper og som enkeltpersoner og både med og uden kontakter til internationale ekstremistiske netværk," siger Jakob Scharf.

Han vurderer ikke, at drabet på superterroristen Osama Bin Laden letter presset mod Danmark.

"Selv om den nye leder al-Zawahiri ikke har Osama bin Ladens ikoniske status, er han en vigtig og indflydelsesrig person inden for militante islamitiske kredse. Det må forventes, at han vil være fokuseret på dels at bevise sin operationelle styrke gennem fremtidige terrorangreb," siger han.

PET har netop offentliggjort sin årsrapport, hvor organisationens arbejde i det forløbne år forklares.

Læs rapporten hos PET

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.