Han er overbevist om, at PET med anholdelsen af de to nu dømte 22-årige mænd sidste år forhindrede et terrorangreb.
"Byrettens afgørelse viser, at vi forhindrede et terrorangreb, og jeg er meget tilfreds med, at det har været muligt at fremlægge tilstrækkelige beviser i sagen," siger Jakob Scharf til TV 2 Nyhederne.
Han understregede også, at PET greb ind på det rigtige tidspunkt - inden de to kunne udføre deres terrorplan, men sent nok til, at der var beviser nok i sagen.
De to unge mænd blev ved Retten i Glostrup idømt henholdsvis 7 og 12 års fængsel.
Mændene blev blandt andet dømt for at have fremstillet det højeksplosive stof TATP - også kaldet Satans Mor.
Politiet fandt bl.a. en bombemanual gemt i en sofahynde i den ene af de dømtes lejlighed.
Sagen begyndte i maj 2007, da PET fik et tip om, at den ene tiltalte, HK med pakistanske rødder, var på vej hjem fra et ophold i en al-Qaeda-lejr i Pakistan. Det fik PET til at begynde en fuld overvågning af HK og hans medtiltalte - den 22-årige AT, der kommer fra Afghanistan. Han er desuden blevet udvist af Danmark, når han har udstået sin straf.
HK's forsvarer, Niels Forsby, ankede straks dommen, mens AT udbad sig betænkningstid.
/Newspaq/