"Min brøde er, at jeg har kaldt betonklodser, opstillet for at forhindre islamiske terrorister i at pløje uskyldige mennesker ned med en lastbil, for ‘koranklodser’".
Sådan skriver Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, på partiets hjemmeside, efter hun er blevet anmeldt til politiet for racisme.
Samtidig med forklaringen opfordrer hun til at støtte brugen af ordet "koranklodser" ved at udfylde en formular.
Pernille Vermund har i et tidligere indlæg på partiets hjemmeside blandt andet skrevet: "Vores frie og trygge samfund er under pres. Koranklodser og soldater med våben i gaderne. Det er det Danmark, som politikernes svigt har givet os".
Nu skriver hun, at hun har været til forhør hos politiet og fortæller blandt andet, at hun forklarede, "at som jeg ser det, så er der ikke noget racistisk i at fortælle, at klodserne ikke er stillet op til pynt".
43-årige Pernille Vermund kalder anmeldelsen for "åbenlyst tosset" og skal nu afvente juristernes vurdering af, om hun skal sigtes.
"Jeg er ikke jurist og skal ikke kloge mig på paragraffernes rækkevidde. Men der er noget grundlæggende galt med loven, hvis vi fremover skal forbydes at kalde koranklodser ved deres rette navn. For koranklodser er det, de er", skriver Pernille Vermund videre.
En simpel test af ordet "koranklodser" viser, at ordet ikke er videre udbredt. En søgning på Google giver godt 5.800 hits. Til sammenligning giver "betonklodser" godt 80.000 hits.