»Ved politiets ankomst lå Pernille på gulvet. Der sås mærker på halsen svarende til hængning med lagen«.

Fakta: Embedslægen skriver: »Der findes ingen hængningsfure eller knudemærke på halsen«.

Obduktionsrapporten: »Der påvistes ingen hængningsfure eller punktformede blødninger i ansigtet«. Dermed kan politiet ikke have set mærker på halsen, da mærker på lig ikke kan forsvinde, men tværtimod bliver tydeligere med tiden.

Redegørelsens påstand: »Derudover var der ingen synlige skader efter vold eller lignende«.

Fakta: Obduktionsrapporten beskriver: »På halsen ses (to) punkt til stregformet hudafskrabninger«. »I højre side af mundvigen ses en aflang blodudtrædning.« »På højre overarm ses blålig blodudtrædning.« »På underarmens tommelfingerside ses rødbrun blodudtrædning.« »To stregformede hudafskrabninger i håndfladen.« »På håndryggen ses blålig blodudtrædning.« »På indersiden af højre ankel ses blålig blodudtrædning.« »På venstre ankel fortil ses skorpedækket sår.«

Redegørelsens påstand: »Pernilles veninde, Adnana Sinanovic, der betegner sig som en af de personer, der havde været tættest på Pernille, forklarede samme aften blandt andre politiet, at Pernille gennem længere tid havde været deprimeret og overvejet selvmord.«

Fakta: Adnana Sinanovic får i oktober 2007 kendskab til ordlyden af sin forklaring fra den aften. Hun skriver straks et brev til politiet, hvor hun beder om at få præciseret, at hun aldrig havde hørt Pernille tale om selvmord, og at Pernille ikke var deprimeret, da hun døde. Hun afviser, at hun skulle føle sig presset til at ændre forklaring. »Jeg var da mest presset, da jeg blev afhørt på Pernilles værelse den aften,« siger hun.

Redegørelsens påstand: »Cirka et halvt år før Pernilles død, havde 'Margit' konstateret, at Pernille på sin computer havde lagret flere dokumenter, der handlede om selvmord, og cirka tre måneder før Pernilles død havde 'Margit' konstateret en rød stribe på Pernilles hals i hvilken forbindelse, Pernille havde oplyst, at hun havde forsøgt at begå selvmord«.

Fakta: Pernilles computer er nøje blevet gennemgået af hendes storebror, John Pedersen, der underviser i it. Der findes ingen dokumenter, der beskriver selvmord. Politiet har aldrig selv set efter. Hverken arbejdsgiver eller andre klassekammerater har set en rød stribe på Pernilles hals. Politiet har aldrig spurgt.

Redegørelsens påstand: Den 28. august 2006 blev der holdt et møde mellem Pernilles forældre, retsmediciner Jytte Banner og politiet. Her siger politiet at efterforskningen er lukket fordi: »Politiet på gerningsstedet havde konstateret, at afdøde havde mærker på halsen svarende til hængning med et lagen«.

Fakta: På mødet blev der netop ikke sagt, at Pernille havde mærker på halsen fra lagnet. Det viste Jytte Banner godt, at der ikke fandtes. Tværtimod sagde Jytte Banner på mødet, at hun ikke kunne afvise, at Pernille først var blevet kvalt og bagefter placeret på trappen. Dette fremgår ikke af politiets referat, men på en lydoptagelse fra mødet.

Redegørelsens påstand: Afgørelsen om selvmord blev på mødet også begrundet i, at »der ikke var fundet pillerester, narko eller andet i afdøde«.

Fakta: På mødet taler forældrene og Jytte Banner netop om de pillerester, som obduktionsrapporten beskriver som »hvidligt granulat i mavesækken«, som gør, at det »ikke kan udelukkes, at afdøde kan have indtaget piller«. Jytte Banner oplyser forældrene, at hun ikke ved, hvad pilleresterne var.

Redegørelsens påstand: »Jeg kan vedrørende naboen Christian Christiansens forklaring supplerende bemærke, at han den 9. april 2007 oplyste politiet, at han den 23. juni 2006 - altså 9 måneder tidligere - havde hørt nogle unge mennesker tale udenfor huset. Dette ændrede han senere til: blandt andet i forbindelse med et tv-interview, at han havde hørt råb indefra naboen. (Pernilles bopæl. red).

Fakta: Christian Christiansen kontakter politiet den 9. april 2007, fordi han opdager i fjernsynet, at Pernille var alene hjemme den 23. juni om aftenen. Han troede, at han havde hørt hende skændtes med sin storebror. I politirapporten står: »På et tidspunkt lød det, som om de (nogle unge mennesker. red) var uenige om et eller andet. Afhørte hørte en af personerne sige 'Lad være«.

Naboen ventede på politiet i fire dage, fordi han troede, at det ville komme og lave en grundig afhøring af ham. Derefter skrev han et brev med hele sin forklaring til politiet. Det findes ikke i sagen i dag.