Så er sløret løftet for endnu en tredjedel af X Factors dommerpanel: Pernille Rosendahl fortsætter i tjansen som dommer for de håbefulde musiktalenter.
Det står klart, efter at den tidligere 'Swan Lee'-sangerinde har sat sin underskrift på endnu en kontrakt.
"Pernille er en ægte stjerne og en kunstner, der selv er indbegrebet af 'X Factor'. Samtidig er hun en fuldbefaren og hårdtarbejdende musiker, der kan give vores deltagere noget ganske særligt," siger DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme til dr.dk
Og hun får selskab af den rapkæftede Thomas Blachmann, der gør comeback som dommer.
Sangerinden glæder sig til endnu en gang at få chancen for at kickstarte nye talenters musikkarriere.
"Det var udfordrende, lærerigt og frem for alt menneskeligt og musikalsk meget givende at kunne hjælpe nogle uslebne, men lovende talenter med at udvikle deres styrker som sangere og kunstnere, i et meget intenst og komprimeret forløb," siger Pernille Rosendahl til dr.dk.
Pernille Rosendahl førte sidste år X Factor-deltageren Thomas Ring til sejr.
Navnet på den tredje og sidste X Factor-dommer er endnu ikke blevet afsløret.