For en gangs skyld er det ikke den nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der er havnet i en mediestorm.
Det er derimod den tidligere udenrigsminister og nuværende kulturminister, Per Stig Møller (K), der ser ud til at få svært ved at lande uden problemer, efter B.T. har afsløret, at han i sine sidste ti måneder som udenrigsminister foretog 14 af 23 rejser med privatfly.
Det får nu Socialdemokraternes statsrevisor og tidligere udenrigsminister, Mogens Lykketoft, til at pudse Rigsrevisionen på Per Stig Møller.
"Der har tidligere været meget stramme regler for ministres brug af privatfly, og jeg vil bede Rigsrevisionen om at se på de her rejser for udenrigsministeren, når de alligevel skal gennemgå forsvarskommissionens rejser. Nu er det jo meget forskelligt, hvor meget ministre flyver med privatfly, men måske er der grund til at undersøge det i hele staten," siger Mogens Lykketoft til avisen.
Professor i forvaltningsret ved Copenhagen Business School (CBS), Claus Haagen Jensen, er enig i, at Per Stig Møllers brug af privatfly bør undersøges nærmere.
"Det her lyder som en sag for Rigsrevisionen. Det siger sig selv, at man ikke skal bruge flere offentlige penge på rejser end absolut nødvendigt. Og når der går rutefly flere gange om dagen til disse steder, er der jo ingen grund til, at ministeren lejer privatfly," siger han.
Per Stig Møller brugte blandt andet privatfly til knap 100.000 kroner pr. rejse på de fleste af sine rejser til Bruxelles. Det på trods af, at der ellers er ti daglige afgange med almindelige rutefly.
Per Stig Møller har ikke ønsket at udtale sig i sagen.