"I sportsverdenen taler man om noget, der hedder indianer-fodbold. Det er sådan en fodboldkamp, hvor forløbet er total kaotisk, og bolden flyver frem og tilbage, og det er sådan set lidt det, vi har været vidne til den seneste uge."
Sådan beskriver Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen forløbet i udlændingeaftalen, hvis konkrete lovtekst i øjeblikket bliver forhandlet på plads mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Først kunne integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ikke finde hoved og hale i pointsystemet, og i dag gjorde Venstres medlem af integrationsudvalget, Eyvind Vesselbo, også vrøvl over udlændingeaftalen, der hører under næste års finanslov.
Derfor er Per Ørum Jørgensen, der sikrer det afgørende mandat i finansloven 2011, nu rigtig træt af forløbet.
"Lige nu aner jeg ikke, hvad der foregår, og kigger med stor forundring på det her forløb sammen med resten af landets befolkning," siger han til Newspaq.
Derfor gør han opmærksom på, at han kan ændre holdning til sin opbakning til finansloven, hvis aftalen ser markant anderledes ud i forhold til det, han har godkendt.
"Det er klart, at hvis aftalen pludselig er fundamentalt anderledes, så har vi en ny situation, men det har jeg ingen grund til at tro," siger han.