Per Krøldrup og Simon Kjær ser umiddelbart ud til at slås om den plads i det danske midterforsvar, der blev ledig med Martin Laursens farvel til landsholdet, men det får ikke Krøldrup til at se skævt til sin næsten ti år yngre rival på posten.
"Sådan er det jo også i Firenze. Det går man ikke sådan rigtigt og tænker på - eller håber på, at han laver noget dårligt. Sådan er det jo bare i fodbold," siger Per Krøldrup til TV2 Sporten.
Krøldrup og Kjær er kollegaer i den italienske Serie A, hvor førstnævnte spiller i Fiorentina og sidstnævnte i Palermo.
"Jeg har kun set ham i hans debut-kamp, hvor vi mødte hinanden. Der fik han en lille halvleg, og der gjorde han det godt. Han virkede meget rolig og velovervejet, og han gjorde, hvad han skulle. Og så har jeg da bidt mærke i, at han har fået masser af ros i Serie A," siger Per Krøldrup.
Landsholdet møder Grækenland i en venskabskamp i morgen.