Der bliver lidt flere penge til bingo og ture til Harzen for pensionisterne i 2010. Sammen med alle andre på overførselsindkomster kan de se frem stige mere i løn end ansatte i det private erhvervsliv.
Overførselsindkomsterne fastsættes med to års forsinkelse. Og det betyder, at reguleringerne i 2010 bliver de højeste i mands minde på grund af den stærke private lønudvikling i 2008. Sidste år oplevede privatansatte en lønstigning på 4,5 procent efter at have handlet gode overenskomster hjem i kølvandet på højkonjunkturerne i 2007.
"Det giver en kortvarig indsnævring i forskellen på at være i arbejde og at være uden for arbejdsmarkedet. Det kan et eller andet sted godt siges at hæmme arbejdsudbuddet, men bivirkningen ved det er nok til at overskue i en situation, hvor der er mere end rigelig arbejdskraft," siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian til Børsen.
Både folke- og førtidspension, efterløn, kontanthjælp, arbejdsløsheds-, syge- og barselsdagpenge samt børnetilskud reguleres efter satsreguleringsloven, der altså dikterer en regulering hvert andet år.