Da den svenske fodboldklub Västerås SK solgte Victor Lindelöf til den portugisiske storklub Benfica i 2011, var der mange, der mente, at de cirka 750.000 kroner, han kostede, ikke var nok.
Men på grund af en klausul i kontrakten indbringer Lindelöfs nylige skifte til Manchester United nu Västerås et større millionbeløb, skriver Reuters.
- Det er et sikkerhedsnet. Nu behøver jeg ikke længere ligge søvnløs natten før, der skal betales lønninger, siger bestyrelsesformanden i Västerås, Christina Liffner.
Västerås kæmpede for nylig for sit liv, da klubben var tæt på konkurs.
Den svenske klub, der til dagligt spiller i den tredjebedste svenske række, havde en aftale med Benfica om, at Västerås skulle have 20 procent af et fremtidigt salg af Lindelöf.
Den kontrakt er dog senere blevet genforhandlet, så svenskerne får ikke 20 procent af de cirka 260 millioner kroner, som Manchester United har betalt Benfica for den 22-årige svensker.
- Vi forhandlede en ny kontrakt, og der er en fortrolighedsklausul i den, men alle ved, at vi måtte sænke vores krav en smule, siger Christina Liffner.
Men beløbet er stadig kæmpestort for den svenske klub, fortæller hun.
Victor Lindelöf var med, da Sverige i VM-kvalifikationen senest besejrede Frankrig 2-1, og han var en del af Sveriges U21-landshold, der vandt EM i Tjekkiet for to år siden.
/ritzau/