Selv om myndighederne har frifundet Roskilde Festival for skyld i forbindelse med dødsfaldene under Pearl Jams koncert på Orange scene i år 2000, så tilgiver bandet aldrig festivalens ledelse.
"Vi har kun spillet i Danmark en gang siden ulykken. Vi havde inviteret forældre og pårørende til de døde ind, og allerede dengang var min mave lige så lille som en mønt. Det var frygteligt, så jeg kan slet ikke forestille mig at se Roskilde Festival igen. Det er udelukket," siger Eddie Vedder ifølge Gaffa.dk.
Roskilde Festivalens ledelse beklager bandets stærke holdning, men siger, at det står dem frit for, om de vil komme. Men bandet mener, at festivalen er løbet for sit ansvar.
"Jeg bebrejder Roskilde Festival, at vi skulle opleve det her og leve med det så mange år efter. Man kunne have gjort mere for at forhindre ulykken og bagefter for at stå ved sit ansvar," uddyber Vedder.
Kommentarerne om tragedien i år 2000 falder i forbindelse med et interview i anledning af bandets nye album.
I dag udkommer Pearl Jams nye album 'Backspacer', og anmelderne er vilde med det nye udspil.
Det nye album er ellers et kort et af slagsen. Sølle 37 minutter varer herlighederne, men hellere kvalitet end kvantitet.