Opdateret kl. 16:41
Selvom man er kongelig, kan man også have brug for en familietur væk fra vante omgivelser.
Og det er netop, hvad prinsesse Madeleine har planlagt. I slutningen af april tager hun ifølge den norske udgave af Se og Hør sin familie med til Rom.
Både den svenske prinsesses mor, dronning Silvia, manden, Chris O'Neill, og parret fælles barn, etårige prinsesse Leonore skal med til Rom, men det bliver ikke en familieferie med meget tid til afslapning og sightseeing.
Den kongelige familie skal nemlig til Vatikanstaten, hvor de skal møde Pave Frans. Prinsessens mor har flere gange besøgt staten, men har ligesom Madeleine og Chris aldrig mødt den nuværende pave. Ifølge det svenske hof ser familien derfor meget frem til rejsen og mødet.
Ud over pavemødet er hovedformålet med rejsen et seminar, der handler om menneskehandel og har et specielt fokus på børn og præventive tiltag. Og specielt børn fylder meget i den 32-årige prinsesses liv. Hun er nemlig gravid med hende og Chris' andet barn og forventer at føde til sommer.
Den nye prins eller prinsesse bliver dronning Silvias tredje barnebarn.
/ritzau/FOKUS