Pave Frans opfordrer påskedag indtrængende til, at millioner af syriske flygtninge får mulighed for at vende hjem.
Opfordringen er blevet fremsat efter gudstjenesten i forbindelse med den særlige "urbi et orbi"- velsignelse fra Peterskirkens ydre loggia til en kæmpemæssig folkemængde.
- Tiden er inde til at gøre nye bestræbelser på at finde en politisk løsning, som kan skabe grundlag for, at de hjemløse kan vende hjem sammen med alle dem, der har søgt tilflugt i nabolande - navnligt i Libanon og Jordan, hedder det i den traditionelle påsketale fra pave Frans.
Han opfordrede også indtrængende til et stop på blodsudgydelser i Libyen.
Her er volden igen blusset op, efter at oprørshæren under ledelse af Khalifa Haftar i begyndelsen af april indledte en offensiv for at overtage landets hovedstad, hvor en FN-støttet regering sidder.
- Må konflikten og blodsudgydelserne ophøre i Libyen, hvor forsvarsløse mennesker er blevet dræbt de seneste uger.
- Jeg opfordrer de involverede parter til at vælge dialog frem for magt og udgå at rive op i de gamle sår, som årtier med konflikter og politisk ustabilitet har efterladt.
Påskegudstjenesten fandt sted få timer efter en bombemassakre i Sri Lanka tidligere søndag. Eksplosionerne har ramt tre kirker og fire hoteller. Paven betegnede angrebene som "så grusom vold".
Han sagde, at han var tæt på det kristne samfund i Sri Lanka, som blev rystet af bombemassakren, da det fejrede påsken.
- Det er med stor bedrøvelse, at jeg har hørt nyhederne om angrebene i dag, påskedag. De bringer sorg og smerte, sagde pave Frans.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP