Står det til Twilight-stjernen Robert Pattinson, så er der især én rolle, han drømmer om at kunne tilføre sit cv.
Briten vil rigtig gerne have rollen som Ian Flemings ikoniske agent James Bond.
Men han ved godt, at det ikke er en rolle, han skal spille foreløbig. Han er nemlig kun 26 år, og sådan en rolle kræver en del flere år på bagen.
- Jeg ville rigtig gerne spille James Bond, men det skal først være om 20 år eller sådan noget, siger han til The Sun.
For Bond skal være en middelaldrende og garvet type, mener han - lidt ligesom Daniel Craig, der udfylder rollen nu.
- Der ville ikke være noget værre end tanken om "lad os få en ung Bond". Det ville være den værste idé i verden. Det ville være totalt åndssvagt at prøve at genopfinde ham som en ung, snobbet unge, siger Robert Pattinson.
Men det er ikke kun alder og erfaring, en Bond-rolle kræver. Den kræver også, at man vil lide for den, for ellers bliver det ikke troværdigt.
- Efter Daniel Craig skal man have en skuespiller med noget bagage. Jeg ville blive nødt til at lade mig tortere i de første scener. Og jeg ville være nødt til at lave den første film med én arm eller sådan noget, siger Robert Pattinson.
Til november er han aktuel i den sidste film i Twilight-sagaen, "Breaking Dawn Part II"