Selvom Kristen Stewart har gaflet en af Hollywoods mest eftertragtede ungersvende Robert Pattinson, har det åbenbart ikke været nok for den 22-årige Twilight-skuespillerinde.
Stewart er blevet fanget på fotos i færd med at kysse og kramme instruktøren Rupert Sanders, der står bag filmen "Snow White and the Huntsman", hvor Stewart spiller hovedrollen som Snehvide.
Stewart selv indrømmer da også, at hun har trådt med siden af:
- Jeg er frygteligt ked af den smerte, jeg har forvoldt, og den forlegenhed, jeg har været skyld i over for dem, der er tæt på mig, og alle der er blevet berørt, skriver hun i en erklæring ifølge people.com.
- Denne momentane indiskretion har truet det vigtigste i mit liv, den person jeg elsker og respekterer mest, Rob. Jeg elsker ham, og jeg er meget ked af det, siger hun videre.
Kristen Stewart og 26-årige Pattinson har dannet par i næsten fire år. Rygterne om deres forhold tog fart samtidig med, at deres filmiske vampyr-romance blev sat i gang.
Med sine 41 år er instruktøren Rupert Sanders næsten 20 år ældre end Stewart, og han er tilmed gift og har to børn. Også han indrømmer og beklager affæren.
- Jeg er fuldstændig fortvivlet over den smerte, jeg har forvoldt min familie, skriver Sanders til people.com.
- Min smukke kone og himmelske børn er alt, jeg har i denne verden. Jeg elsker dem af hele mit hjerte. Jeg beder til, at vi kan komme igennem dette sammen, skriver han videre.
Rupert Sanders kone, model og skuespiller Liberty Ross, havde også en rolle i filmen "Snow White and the Huntsman". Her spillede hun Kristen Stewarts mor.
Robert Pattinson har indtil videre forholdt sig tavst.
Se de afslørende billeder her