Alle sygehuse i Region Syddanmark har søndag morgen og formiddag været ramt af et it-nedbrud, som blandt andet har påvirket personalets adgang til de digitale patientjournaler.
Kort før middag er problemet løst. Læger og sygeplejersker kan dermed igen tilgå journalerne som normalt, og alle sygehuse er tilbage i normal drift.
Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Problemet opstod natten til søndag.
Det medførte, at medarbejderne ikke kunne skrive eller redigere i patienternes digitale journaler. Personalet kunne dog godt se og læse journalerne.
Derfor var it-fejlen ikke umiddelbart forbundet med nogen risiko for patienternes sikkerhed og helbred, lød det fra regionen.
Årsagen til fejlen er endnu ikke fastlagt, fortæller Morten Lundgaard, der er it-direktør i Region Syddanmark.
- Det er for tidligt at komme med en forklaring på IT-problemerne i dag. Vi har haft fokus på at løse dem. Vi vil bruge de næste dage på at afdække sagen og finde ud af præcist, hvad der er sket, siger han i meddelelsen.
It-problemerne omfattede alle regionens sygehuse. Lægevagten, ambulanceberedskabet og alarmcentralen var dog ikke ramt.
/ritzau/