Både arbejdsgivere og arbejdstagere i fødevareindustrien venter med tilbageholdt åndedræt på danskernes dom over patentdomstolen ved EU-valget 25. maj.
Vælger danskerne at sige nej til patentdomstolen kan det nemlig komme til at koste vækst og arbejdspladser på slagterier og mejerier herhjemme, fordi fødevareindustrien er afhængig af at kunne søge og beskytte patenter.
Sådan lyder det fra både den faglige organisation Fødevareforbundet NNF og arbejdsgiverne i Dansk Industri.
- Den danske fødevareindustri er i den grad afhængig af patenter. Teknologi, maskiner og ingredienser er nogle af de områder, hvor der er mange patenter, siger Lars Holm Nielsen, chefkonsulent i DI til NNF's hjemmeside.
Over 15 procent af Danmarks bruttonationalprodukt stammer fra virksomheder, hvis forretning baserer sig på patentbeskyttede produkter, hvilket er højere end gennemsnittet i EU.
Og dansk fødevareteknologi er kun overgået af biotek-branchen på en liste over størst patent-aktivitet, som er udarbejdet af Patent- og Varemærkestyrelsen.
Med en fælles europæisk patentdomstol bliver det lettere, billigere og mere effektivt at beskytte de danske ideer. Det vil skabe vækst, eksport og flere arbejdspladser, lyder det fra Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.
- Selvom en europæisk patentdomstol kan virke indviklet og langt fra hverdagen som slagteriarbejder eller mejerist, så er det vigtigt, at vi får bedre mulighed for at beskytte vores gode danske ideer, teknologi og produkter, siger han.
For en virksomhed som Arla Foods vil en fælles patentdomstol betyde, at det bliver lettere og billigere at anlægge patentkrænkelsessager frem for i dag, hvor sager skal anlægges ved nationale domstole i alle de europæiske lande, hvor krænkelsen finder sted, forklarer pressechef i Arla Foods, Theis Brøgger.
Samtidig vil den europæiske patentdomstol sikre en mere kompetent behandling af sagerne, vurderer virksomheden.
- Brugen af fagdommere med tilstrækkelig teknisk indsigt i den pågældende patenterede teknologi, vil medvirke til at højne retssikkerheden for både patenthaver og den påståede krænker, skriver Theis Brøgger til Fødevareforbundet NNF.