De 250 passagerer, der hele morgen har siddet fanget i et fly i Kastrup Lufthavn, fordi en 62-årig mand ombord var mistænkt for at være smittet med H1N1, er lige nu på vej hjem.
Inden de mange rejsende kan lægge lufthaven helt bag sig, får de en orientering fra Embedslægen. Her bliver de oplyst om, hvad de skal foretage sig, hvis de mærker symptomer på eventuel sygdom.
"Passagerne er blevet kørt til det, der hedder Registrering og Velfærd. Her får de en orientering fra Embedslægen om, hvordan man skal forholde sig. De passagerer, der har siddet i umiddelbar nærhed af den passager, der har været dårlig, bliver registreret med navn og adresse. Så kan Embedslægen senere følge op på, om der skulle opstå sygdom," fortæller vagthavende ved politiet i lufthavnen, Keld Moberg, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den person, som er mistænkt for at have H1N1, er blevet kørt til Hvidovre Hospitals epidemiafdeling sammen med sin hustru.