De 239 passagerer, der har siddet på en færge udfor Hirtshals hele dagen, kom her til aften endelig i land.
Sidevinden var så kraftig, at kaptajnen blev tvunget til at sejle færgen ind til en kaj uden rampe. Derfor var der dømt banko og buffet til de ventende færgegæster, der skulle have været i land allerede tirsdag formiddag fra Norge.
Direktør for selskabet Fjord Line Danmark, Gert Balling, forklarer her, hvordan skibet til sidst kom til kaj.
"Vinden er begyndt at løje af, og vi ned under den grænse, hvor vi kan holde dem i sidevinden, så kunne vi flytte dem over ved hjælp af et par slæbebåde," siger han til Newspaq.
De passagerer, der skulle have været med den samme færge tilbage til Stavanger og Bergen, blev varslet allerede i morges, så de ikke har skulle vente forgæves i Hirtshals.