Et fly fra Tibet Airlines er i brand, efter at det torsdag morgen er kørt ud over startbanen i lufthavnen i storbyen Chongqing i det sydvestlige Kina.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Da flyet skulle til at lette fra Chongqing mod Nyingchi i Tibet bemærkede kabinepersonalet nogle "abnormiteter" og valgte at lade være med at lette, hvilket fik flyet til at køre ud over startbanen og bryde i brand, lyder det ifølge AFP fra Tibet Airlines.
- Et fly fra Chongqing, der skulle til Lhasa, er i lufthavnen i Chongqing kørt ud over startbanen, hvilket fik flyet til at bryde i brand, lyder det fra det kinesiske statsmedie CCTV.
Tibet Airlines siger ifølge AFP, at passagerer og kabinepersonale er evakueret og i sikkerhed.
- De tilskadekomne passagerer var alle let tilskadekomne og er blevet sendt til hospitalet for at få behandling, lyder det fra flyselskabet.
Der var 113 passagerer på flyet, og de er altså alle sluppet fra ulykken med livet i behold ifølge flyselskabet.
Tibet Airlines siger til dpa, at hændelsen nu bliver undersøgt.
Kinesiske statsmedier har ifølge AFP udsendt billeder, der viser flammer omslutte flyets ene vinge, mens man kan se rædselsslagne passagerer løbe fra stedet.
Hændelsen kommer, kort tid efter at et fly fra China Eastern, der var på vej fra Kunming til Guangzhou i marts styrtede ned og ramte en bjergside.
Alle 132 personer om bord på flyet mistede livet i ulykken.
Årsagen til den ulykke er fortsat ukendt, men den beskrives som den dødeligste ulykke i Kina i 30 år.
To sorte bokse fra flyet er blevet fundet og bliver analyseret i USA i håbet om, at man kan finde ud af, hvad der forårsagede ulykken.
De hidtidige undersøgelser har vist, at kabinepersonalets kvalifikationer "var i overensstemmelse med kravene", og det samme galt for de ansatte, der havde til opgave at vedligeholde flyet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.