Advarsel - pinjemund vender tilbage og stjæler din smagssans.
Fødevarestyrelsen slår alarm, fordi et parti økologiske pinjekerner smager af metal og får dig til at miste smagssansen.
"Nogle af pinjekernerne har en metallisk bismag, og indtagelse af kernerne kan hos nogle personer medføre forbigående tab eller ændring af smagssansen i en til to uger," skriver Fødevarestyrelsen.
Kernerne er solgt i Føtex og Bilka og er fra mærket 'FINAX økologiske pinjekerner'.
"Fænomenet er kendt som "pinjemund" og menes at skyldes forurening med andre pinjearter i dyrkningslandet Kina," skriver Fødevarestyrelsen.
Ifølge tyske myndigheder tyder intet på, at der er nogen akut helbredsrisiko ved at spise pinjekerner. De er dog uegnet til mad, medmindre man ligefrem har lyst til at miste smagssansen.
De fleste pinjekerner stammer fra Himalaya-bjergene. Pakistan, Indien og Kina er de lande, som leverer kernerne til de danske hjem.