Det populære netværk Facebook indeholder en lang række mere eller mindre farlige applikationer, der kan give uvedkommende adgang til personlige oplysninger og private fotos.
De fleste applikationer er nemlig udviklet af privatpersoner, som kan være hackere.
"Man skal vide, at disse programmer ikke nødvendigvis er lavet af Facebook, så man ved ikke, hvem der har lavet dem, man skal derfor være skeptisk, når man lader disse programmer køre på ens Facebook-profil," siger Peter Kruse, der er sikkerhedsanalytiker på it-sikkerhedsfirmaet CSIS til Nyhedsbureauet Newspaq.
I øjeblikket er der en applikation på Facebook, der hedder 'Error Check System', som man skal holde sig fra. Programmet hævder at udbedre fejl på din profil, men er i virkeligheden en slags orm.
"Det kan være programmer, som fortæller, at der er et problem på din Facebook-profil, som du skal rette. Derfor lokker de brugeren til at rette det problem, som den siger, at andre oplever," fortæller Peter Kruse.
Det er ikke alle applikationer, der er skadelige, men man skal være forsigtig, da man i værste fald risikerer at give hackere adgang til alle ens data.
"Det kan medføre, at man får overtaget kontrollen med sin pc, og så mister man alt data, der ligger på maskinen, og det gælder alle personfølsomme data, som billeder, dokumenter og adgang til online-service som netbank," siger Peter Kruse.