Får du mareridt ved tanken om køretøjer, der kører rundt uden et menneske ved rattet, så skal du nok ikke forvilde dig ind erhvervsområdet Lautrup i Ballerup om et par år.
Her sætter trafikselskabet Movia nemlig to til fire førerløse busser i gang med en testkørsel.
Testen begynder i juli 2022, og laves i samarbejde med Ballerup Kommune.
De førerløse busser skal efter planen køre rundt i otte måneder, og busserne skal både køre rutekørsel og on demand. De vil desuden være fuldt integreret med den kollektive transport i området.
BRT-busser testes
Parallelt med testen i Ballerup arbejder Movia sammen med kommunerne langs motorring 4/Ring 4 på at anlægge BRT (bus i egen bane) fra Høje Taastrup st. over Erhvervsområdet Lautrup til Bagsværd.
BRT-strækningen skal give den kollektive transport et løft på tværs af Storkøbenhavn, og samtidig give let adgang til Lautrup for de mange medarbejdere, der bor på hele Sjælland.
- Trængsel i de store by- og erhvervsområder er generelt en stigende udfordring. Derfor vil vi gerne undersøge, hvordan førerløse busser kan få kunderne endnu hurtigere frem til arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne i Lautrup-området, siger Movias plandirektør Per Gellert i en pressemeddelelse.
Fakta om testen af førerløse busser
- Movia har netop sendt opgaven i udbud. Udbuddet forventes at blive afgjort i marts 2021
- Testen af førerløse busser i Lautrup starter 1. juli 2022 og varer op til otte måneder
- Forsøget vil omfatte to-fire førerløse busser, som vil køre i området
- Forsøget omfatter både mindre busser med plads til 5-15 personer og større busser med plads til +15 personer.
- I morgen- og eftermiddagsmyldretiden vil Movia og Ballerup Kommune sætte de førerløse busser ind i rutekørsel med direkte forbindelse fra Malmparken St. til udvalgte arbejdspladser
- I dagtimerne skal busserne køre on demand (på bestilling) mellem udvalgte stoppesteder i området
- I aftentimerne hvor der er færre passagerer skal busserne køre on demand fra udvalgte virksomheder til Malmparken St.
- I forsøget vil de førerløse busser være fuldt ud integreret med den øvrige offentlige transport i Lautrup området