VORES VALG

Partiernes økonomiske planer er forældede

Økonomien er en uforudsigelig størrelse, og derfor kan politikernes stort opslåede planer vise sig at være forældede.
De skændes om deres økonomiske planer, men både S og V kan risikere, at deres plan slet ikke duer til noget.
De skændes om deres økonomiske planer, men både S og V kan risikere, at deres plan slet ikke duer til noget. Foto: Mikkel Khan / POLFOTO

Valgkampen har i høj grad handlet om økonomi. Partierne har skiftevis rost egne økonomiske planer og kritiseret modstandernes.

Men når vælgerne i dag sætter deres kryds, så stemmer de på partier, der har en samling delvist forældede, økonomiske planer. Det skriver Jyllands-Posten.

For en forværring af det hjemlige boligmarked, den europæiske gældskrise eller en ny nedtur i USA, kan gøre planerne uduelige.

Flere økonomer advarer nu om at økonomien er så uforudsigelig, at mange af valgløfterne kan blive svære at indfri. Politikerne har ikke taget bestik af den økonomiske situation, lyder det.

"Politikerne fra begge sider burde i valgkampen have understreget det uforudsigelige i den aktuelle, økonomiske situation og derved beredt danskerne på, at der eventuelt kan ske væsentlige ændringer i de planer og løfter, som er givet," siger Ove Kaj Pedersen, professor i økonomisk politik på handelshøjskolen Copenhagen Business School.

I sidste ende kan man blive nødt til at udskyde mange af reformerne.

Kilde: Jyllands Posten

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.