Hun er kendt for sexvideoer, parfumeserier og popsange, men nu kridter Paris Hilton stilletterne og slår sig løs som business woman.
"Jeg har gjort mere eller mindre alt, hvad jeg kunne gøre. Men i mit næste projekt vil jeg gerne beskæftige mig med ejendomme."
Ifølge kendissen er beslutningen en helt naturlig udvikling i hendes karriere.
"Jeg har altid været interesseret i det, da jeg jo er vokset op i branchen og været i den hele mit liv," sagde Paris Hilton i forbindelse med udgivelsen af sin seneste produktserie. Det skriver New York Post.
Og så kan bedstefar, hotelkongen Conrad Hilton, godt forberede sig på at få konkurrence.
"Og nu hvor jeg har gjort, hvad jeg har villet gøre, er det næste skridt helt klart at åbne mine egne hoteller," sagde hun.
Historien melder ikke noget om, hvorvidt Paris Hiltons egne hoteller får lov til at bære hendes berømte efternavn eller ej.