For et par uger siden var et par hundrede herboende tamilere på gaden i København. De ville have den danske regering til at gribe ind mod styret i Sri Lanka.
I går var turen så kommet til Paris, hvor tamilerne prøvede at få den franske regering til at rette fokus mod Sri Lanka, hvor kampene mellem De Tamilske Tigre og regeringen fortsætter ufortrødent.
Men den pro-tamilske demonstration udviklede sig voldeligt. Fire blev såret og 180 anholdt, da fransk politi mandag greb ind over for den ulovlige demonstration.
Kampene i Sri Lanka har betydet store tab blandt de civile, og omkring 150.000 mennesker er fanget i kampzonen. De Tamilske Tigre har i to årtier kæmpet for at få deres eget hjemland, men nu ser det ud til, at de er tæt på at blive bekæmpet.
I går gav regeringen de tamilske oprørere 24 timer til at overgive sig.
Situationen i Sri Lanka har også medført store demonstrationer i Storbritannien, da tamilerne mener, at den tidligere kolonimagt er skyld i, at et tamilsk hjemland aldrig er blevet en realitet.