Muntazer al-Zaidi, der kastede en sko efter USA's tidligere præsident, George Bush, i december sidste år, kan se frem til en heltemodtagelse, når han bliver løsladt.
Det var oprindeligt planen, at reporteren skulle sættes på fri fod i dag, men noget papirarbejde i forbindelse med løsladelsen betyder, at hans ophold i fængslet forlænges lidt. Det oplyser hans bror, Dargham al-Zaidi, ifølge Aljazeera.net.
Familien var ellers samlet foran den militærbase, hvor han sidder fængslet, men efter de havde ventet i fem timer, fik de at vide, at han sandsynligvis først bliver frigivet i morgen. De har nu besluttet sig for at demonstrere og vente foran basen, indtil han kommer ud.
Al-Zaidi blev idømt tre års fængsel for vold mod et statsoverhoved, men fik straffen reduceret på grund af god opførsel.
Hans chef har i øvrigt lovet ham et nyt hjem som belønning for loyalitet og den omtale, som hans handling har skabt over hele verden. Han har dog også fået tilbud fra flere af de store arabiske tv-stationer, der blandt andet lokker med sportsvogne.