Hvis man skal tro meningsmålingerne, må justitsminister og formand for De Konservative Søren Pape Poulsen højst sandsynligt forlade sin ministerpost, når folketingsvalget er overstået.
Og i så fald bliver det en afsked, som Søren Pape Poulsen tager pænt.
Det fortæller han, da han møder op for at stemme i Viborg Stadion Haller.
- Jeg står med rank ryg tilbage, siger Søren Pape Poulsen og fremhæver blandt andet det arbejde, han har udført for at bekæmpe bandekriminalitet.
- Jeg vil gerne huskes for, at jeg tog hårdt fat om bandekriminalitet, at jeg har gjort noget for psykisk vold, og at vi er på vej til at lave en samtykkelovgivning om voldtægt, siger partiformanden.
Han stemmer i domkirkebyen, hvor han tidligere har været borgmester.
De Konservative står ifølge den seneste meningsmåling fra Voxmeter til at gå frem fra de nuværende seks mandater til ti.
- Vores succeskriterium er, at vi går frem, og det har jeg sagt hele tiden. Vi skal et skridt videre og blive ved med at bygge partiet op, siger Søren Pape Poulsen.
De Konservatives formand kalder den fire uger lange valgkamp, der er gået forud for folketingsvalget, for "speciel" og præget af "mange meldinger".
Men han bemærker også, at tonen mellem politikerne for det meste har været god.
- Der har været mange udmeldinger. Men jeg synes, at vi har holdt en ordentlig tone hele vejen igennem, siger Søren Pape Poulsen.
Af udmeldinger nævner han statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ønske om efter valget at indgå i regering med Socialdemokratiet.
- Når det her valg er ovre, synes jeg, at nogle af os bliver nødt til prøve at genopbygge det borgerlige samarbejde, siger Søren Pape Poulsen.
Selv om det tegner til, at en rød regering skal lede landet de næste fire år, har De Konservative stadig en rolle at spille, mener han.
- Der skal stadig laves aftaler i Folketinget. Jeg kommer ikke til at stå med korslagte arme ude i hjørnet, siger Søren Pape Poulsen.
- Jeg vil bruge hvert et mandat, vi får, til at trække en kommende regering i en borgerlig retning. Der skal være nogle, der kæmper for borgerlige, konservative dyder, siger han.
/ritzau/