De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, afviser på et pressemøde torsdag kritik fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, om De Konservatives 2030-plan og økonomien i den.
I De Konservatives 2030-plan vil partiet have skatte- og afgiftslettelser for knap 40 milliarder kroner.
17,8 milliarder kroner skal hentes ved, at stat, kommuner og regioner skal blive 0,4 procent mere effektive frem mod 2030.
Ellemann-Jensen mener ikke, at det er realistisk, siger han i torsdagens udgave af Politiken.
- Det ser vi så forskelligt på, men vi er også to forskellige partier, siger Søren Pape Poulsen.
- Jeg er sikker på, at når vi forhåbentlig skal danne en borgerlig regering efter et valg, så kan vi nok også blive enige om, at mon ikke også der er noget i den offentlige sektor, der kan gøres lidt smartere.
- Jeg tror, det der måske glemmes her, er, at de effektiviseringer jo mere end fuldt kan føres tilbage til ældre og sundhed.
- Jeg synes, det er lidt bekymrende, hvis vi er kommet dertil, at nu er vi nået til 2022, og nu kan intet gøres bedre. Det insisterer jeg på, at det kan, siger han.
Søren Pape Poulsen meldte sig for nylig som den anden statsministerkandidat i blå blok, hvor netop Jakob Ellemann-Jensen var den første til at melde sig.
Dermed er de direkte konkurrenter i blå bloks forsøg på at vriste magten fra statsminister Mette Frederiksen (S), som inden for relativt kort tid forventes at udskrive folketingsvalg.
Venstre og De Konservative lå længe side om side i de politiske meningsmålinger, men efter at Søren Pape Poulsen annoncerede sit statsministerkandidatur, er De Konservative rykket fra den traditionelle storebror i blå blok i målingerne.
/ritzau/