Den tidligere vicepræsident for Den Europæiske Centralbank, Lucas Papademos bliver ny premierminister i Grækenland.
Det oplyser nyhedsbureauet Bloomberg torsdag eftermiddag.
De tre partier i regeringskoalitionen med henholdsvis socialistisk, konservativt og nationalistisk ståsted er blevet enige om at Lucas Papademos skal lede overgangsregeringen.
"Han er hentet ind fra sidelinjen og har været højt placeret i det europæiske økonomiske system. Det er helt utraditionelt. Man plejer at have en politiker fra et af de største partier til at lede regeringen. Men her har man altså valgt en teknokrat, en specialist på grund af den økonomiske situation, landet står i," siger Lars Hovbakke Sørensen, historiker og Grækenland-ekspert, til Newspaq.
Regeringen skulle have været på plads onsdag aften, men i stedet valgte lederen af koalitionens mindste parti, det nationaliske Laos, at udvandre fra forhandlingerne i protest mod strategiske spil mellem lederne af de to store partier.
Papademos vil blive indsværget som ny premierminister inden for få timer.
Kilde: Bloomberg