Milliarderne er i årevis fosset ud af kassen i Grækenland, der balancerer på randen af statsbankerot.
Nu er et af hullerne fundet. Tusindvis af afdøde grækere har nemlig måned efter måned og år efter år fået deres pension udbetalt.
I alt er 60 milliarder kroner forsvundet i udbetaling til afdøde pensionister. Umoralske slægtninge har scoret pengene i det gigantiske svindelnummer. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.
Det er Grækenlands største pensionsfond, der har udbetalt pengene. Nu lukker direktøren for pengestrømmen.
"Vi forsøger at stoppe tabet. Vi vil kræve hver en euro tilbage," siger direktør for det statslige pensionsselskab IKA, Rovertos Spyropoulos.
I august viste en undersøgelse, at Grækenland er landet med flest pensionsmodtagere over 100 år. I alt var der 9.000 grækere over 100 år, der modtog pension. Dog viser officielle befolkningstal, at der er mindst fem gange færre grækere i den aldersgruppe.
Kilde:M&C News/DPA