Panik i Grækenland: Folk tømmer bankerne
Grækerne trækker penge ud af bankerne som aldrig før. Foto: COLOURBOX
Frygt for at miste deres opsparinger, får grækerne til at trække deres penge ud af de græske banker, som de ikke længere har tillid til.

Argentinerne prøvede det i 2002. At vågne op til ny økonomisk virkelighed, hvor pengene i banken pludselig ikke er det samme værd, som de var, da de gik i seng aftenen forinden.

Noget tyder på, at grækerne frygter samme scenarie. I hvert fald kan en bankansat i en af Grækenlands største banker berette til den engelske avis The Guardian, at han ikke har oplevet noget lignende i sine 31 år i banken. Hver eneste dag får han opkald fra grækere, der vil trække deres penge ud af landet.

Tilliden til de græske banker har nået et punkt, hvor det mest efterspurgte produkt i bankerne nu er de bankbokse, som bankerne selv udlejer. Grundet den store efterspørgsel, er priserne for at leje en bankboks fordoblet på et år. Og nu er der ikke flere bankbokse i banken, fortæller den ansatte, der ønsker at være anonym, til The Guardian.

Der er noget der kunne tyde på, at han har ret. Tal fra Grækenland viser, at der alene i maj måned blev trukket mere end 37 milliarder kroner ud af de græske banker.