Tusindvis af palæstinensere er mandag vendt hjem til den nordlige del af Gaza, som de under krigen er blevet fordrevet fra.
Det skriver flere medier herunder AFP, CNN og Al Jazeera.
- Det er den lykkeligste dag i mit liv, siger 22-årge Lamees al-Iwady, der er en af de hjemvendte, til AFP.
Hun fortæller, at hun flere gange er blevet fordrevet fra det ene til det andet sted i Gaza, men nu er hun tilbage i nord.
- Jeg har det som om, at min sjæl og mit liv er blevet givet tilbage til mig, siger Lamees al-Iwady til AFP og tilføjer:
- Vi vil genopbygge vores hjem, selvom det er med mudder og sand.
På billeder fra mandag kan man se, hvordan et tætpakket menneskehav bevæger sig langs kystvejen Salah al-Din mod det nordlige Gaza.
Flere har børn på skuldrene, andre slæber tæpper og vand, mens en kvinde bærer en grå kat i sin ene arm og en pose i den anden.
Ifølge en sikkerhedsmedarbejder i Gaza, er mere end 200.000 fordrevne mennesker vendt tilbage til det nordlige Gaza i løbet af mandagens første timer, skriver AFP.
Der er endnu ikke noget officielt tal.
I Gaza by vender mange tilbage til et hjem i ruiner, men håber at sætte et telt op på deres egen ejendom efter flere måneders vandren fra teltlejr til teltlejr, skriver The Guardian.
- Mit hjerte banker, jeg troede aldrig, at jeg ville komme tilbage, siger 50-årige Osama, der er far til fire, til The Guardian.
- Om våbenhvilen lykkes eller ej, så vil vi aldrig forlade Gaza by og norden igen, selv hvis Israel sender en tank for hver enkelt af os. Ikke mere fordrivelse.
Israel havde indtil søndag sagt, at det ville forhindre palæstinensernes passage mod nord, indtil løsladelsen af Arbel Yehud, et kvindelig gidsel, som Israel hævdede skulle være blevet befriet lørdag.
Det skriver AFP.
På den baggrund anklagede Israel Hamas for at bryde våbenhvilen.
Men søndag aften meldte den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge Reuters og BBC sig alligevel klar til at lade palæstinensere vende hjem.
Meldingen fra Netanyahu kom, efter at han havde fået bekræftelse på, at en række israelske gidsler herunder Yehud, vil blive løsladt torsdag og lørdag.
Hamas bekræftede aftalen i sin egen erklæring mandag, skriver AFP.
/ritzau/