Op mod 190 mennesker har mistet livet i de mange terrorangreb i Mumbai, og ifølge de indiske myndigheder peger nogle spor i retning af, at terroristerne kom fra Pakistan.
De oplysninger har lørdag fået både den pakistanske udenrigsminister og præsident på banen.
"Hvis nogen beviser peger i retning af, at pakistanske individer eller grupper står bag, vil jeg ikke tøve med handling," sagde præsident Asif Ali Zardari på en pressekonference lørdag.
Zardari mistede sidste år sin kone Benazir Bhutto i et terrorangreb.
"Jeg har selv disse trusler inde på livet. Det er måske ikke de samme individer, der står bag, men det er den samme kraft og det samme tankesæt, der ligger bag," fortsatte Zardari.
Han lovede derfor Indien, at han vil være meget dedikeret med hjælp til opklaringsarbejdet efter terrorangrebene i Mumbai.
11 terrorister er blevet dræbt, mens 195 civile har mistet livet i angrebene. 300 er blevet såret, heraf 23 udlændinge.