11 millioner. Det var prisen på Gandhis karakteristiske briller og et par af hans sandaler, der er blevet solgt på en auktion i New York, skriver CNN.
At den nu afdøde indiske leder Mahatma Gandhis' personlige ejendele er kommet på auktion, har vakt meget vrede i Indien. Op til auktionen har landets udenrigsministerium udtalt, at auktionen ville "kommercialisere og dermed nedværdige mindet om landsfaderen og alt det, han stod for".
Samtidig har mange af Gandhis landsmænd været vrede over, at Gandhis ejendele ikke længere skulle tilhøre Indien.
Nu kan de dog se lidt mildere på auktionen, eftersom den nye Gandhi-brille-ejer er inderen Vijay Mallya, der er formand for Indiens UB Group, der blandt andet inkluderer Kingfisher Airlines og United Breweries. Og han har lovet, at briller, sandaler, en pung og flere andre personlige ejendele vil vende tilbage til det folkerige land.