Otte mennesker blev dræbt, da svært bevæbnede mænd angreb en politiskole i Pakistan tæt på byen Lahore.
Udover de dræbte blev 20 andre på politiskolen såret i det voldsomme angreb, der kommer bare en måned efter, at en gruppe bevæbnede mænd angreb det srilankanske cricketlandshold i netop Lahore. Her blev seks politifolk dræbt, mens op til 14 militante slap væk.
Angrebet på politiskolen var meget koordineret. De bevæbnede mænd slog til, mens politieleverne var i gang med deres morgen træning. De angreb fra fire sider på samme tid, oplyser BBC.
De militante var klædt ud som politifolk, da de angreb skolen, hvor flere hundreder af elever var til stede.
Der er stadig usikkerhed om det endelige antal dræbte og sårede.