De indiske myndigheder mener, at "pakistanske elementer" på en eller anden måde er indblandet i terrorangrebene i millionbyen Mumbai.
De pakistanske myndigheder afviser dog den påstand, selv om en pakistansk embedsmand siger, at man selvfølgelig ikke kan være helt sikker, før hele situationen er ovre.
Den indiske udenrigsminister har dog udtalt, at der er pakistansk indblanding i terrorangrebene i Mumbai, der ifølge CNN har kostet op mod 160 mennesker livet.
"De indledende undersøgelser viser, at nogle elementer fra Pakistan er involveret," lyder det fra udenrigsminister, Pranab Mukherjee.
Tidligere har den indiske premierminister Manmohan Singh også antydet, at nogle af gidseltagerne kommer fra den pakistanske storby Karachi.
Den pakistanske premierminister, Yousuf Raza Gilani, kalder angrebene for "afskyelige" og lover, at han vil bede sin efterretningschef sørge for at hjælpe med undersøgelsen af forbrydelserne.
En gruppe, der kalder sig Deccan Mujahedeen, har taget ansvar for terrorangrebene, der bl.a. har ramt to luksushoteller, en populær cafe og stationen i Mumbai.
160 mennesker er omkommet siden onsdag og op mod 300 er såret i de ramte områder i byen.
Forholdet mellem Indien og Pakistan har været spændt siden 1947. Det er især Kashmir-provinsen, der er stridspunktet mellem de to atommagter. De to lande har været i krig med hinanden tre gange siden 1947.