Danmark har ikke sendt nogen efterforskningseksperter til Islamabad for at hjælpe med opklaringen af terrorangrebet mod den danske ambassade forleden.
Det hævder en talsmand fra det pakistanske udenrigsministerium, Mohmmad Sadiq:
- Der er ikke nogen efterforskningseksperter i det danske team, siger talsmanden fredag til flere pakistanske medier.
PET er på stedet
Politiets Efterretningstjeneste (PET) bekræftede ellers forleden, at flere danske efterforskere er sendt til Pakistan.
Ligesom Nyhedsavisens udsendte reporter, Frederik Roed, i Islamabad med egne øjne har set danske agenter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i fuld gang med at tjekke området ved den terrorbombede danske ambassade for spor.
- Det virker meget mærkeligt, at det pakistanske udenrigsministerium nu siger, som de gør. Så sent som i går talte jeg med den pakistanske efterforskningsleder og gav ham navnene på de danske efterforskere, siger Frederik Roed til Avisen.dk.
Ifølge Frederik Roed har folk fra PET og FE de seneste dage foretaget alle mulige undersøgelser. Han har set agenterne indsamle alt fra små jordstykker fra bombekrateret til krudtslam fra lygtepæle.
Talsmand: De efterforsker ikke
Talsmanden fra det pakistanske udenrigsministerium fastholder dog over for flere pakistanske medier, at det danske team kun består af personer, som intet direkte har med efterforskningen at gøre.
Ifølge Mohmmad Sadiq er der tale om en række personer, som skal støtte diplomaterne og nogle andre, som har til opgave at kondolere de pakistanske familier, der under angrebet mistede familiemedlemmer, som arbejdede som embedsmænd på den danske ambassade i Islamabad.
- Selvfølgelig er der nogen, der taler med de lokale politifolk, men de er ikke efterforskere, siger han til flere pakistanske medier.