Den 55-årige formodede Lommemand er ’mærket af situationen’, efter han nu formelt er sigtet for at have forgrebet sig på 11 drenge. Det siger mandens advokat, Tor Erling Staff, til VG Nett.
Ifølge Staff havde hans klient aldrig troet, at han skulle havne i den situation, han er i nu.
- Vi har haft samtaler om beskyldningerne og sigtelsen. Han er ikke blevet afhørt i dag og lader sig heller ikke afhøre i morgen. Han benytter sig af sin ret, siger Staff om sin klient, som politiet mistænker for at stå bag 300-400 overgreb igennem de sidste 30 år.
Advokaten siger til avisen, at han har fået støtte fra flere offentlig kendte personer i Norge - der er dog ikke kommet en storm af støtteerklæringer. Ifølge Staff har flere nemlig erklæret sig enige i, at overgrebene ikke er så alvorlige, som påstået.
Advokaten til den formodede sexforbryder sagde fredag, at overgrebene ikke var særlig alvorlige og kaldte dem peanuts .
Siden har han fået flere dødstrusler, og der blev lørdag igangsat en sms-aktion, hvori der blev opfordret til at tage afstand til Staffs holdninger ved at sende budskabet videre til andre.