Pædofiliområdet skal skærpes på flere områder. Det mener Dansk Folkeparti, som derfor fremsætter en række forslag om emnet i morgen, skriver Jydske Vestkysten.
Ifølge partiets retsordfører Peter Skaarup er formålet med skærpelserne at sikre mere følelige straffe . Og allerede nu ser det ud som om, at der er et flertal for højere straffe for seksuelt misbrug af børn, skriver avisen.
- Vi synes, det er forkert, at man ved økonomisk kriminalitet giver straffe i den høje ende af skalaen, men at man ved sexmisbrug af børn giver straffe i den lave ende. Det skal der rettes op på, og det forslag kommer vi med nu, siger Peter Skaarup til
JydskeVestkysten.
Folketingets partier skal nu forholde sig til de syv forslag, som Dansk Folkeparti er kommet med.
Og De Konservatives retsordfører Tom Behnke forventer, at det kan lade sig gøre at nå til enighed om det første punkt, som er hårdere straffe. Han peger på, at De Konservative i lang tid har givet udtryk for, at man efter Tønder-sagen ville vurdere, om domstolene i høj nok grad følger henstillingen om at skærpe straffene til pædofile.
Også Socialdemokraterne ser positivt på skærpelsen af straffen.