Fem børn i alderen 7-13 år har været holdt som sex-slaver af pædofile på flere adresser i England og Skotland. De er nu befriet ved en politiaktion.
Tre af de unge blev befriet ved aktioner i Skotland, mens de to sidste børn blev befriet ved aktioner i England.
Alle fem blev holdt som sex-slaver af pædofile. De blev misbrugt hver dag, og overgrebene blev sendt live på internettet.
Børnene får nu hjælp og støtte.
Aktionen er et resultat af intens efterforskning i en specialenhed i skotsk politi, der blev etableret i marts i år.
"Det er godt gammeldags politiarbejde, der har givet resultat," siger chef-anklager Derek Ogg, der er leder af enheden, til Sky News.
Ifølge politiet er der foretaget en række anholdelser i forbindelse med sagen, der blev opdaget efter en mand blev arresteret for andre sexforbrydelser.