3.000 nye pædagoger og pædagogmedhjælpere skal til næste år ansættes i landets kommuner.
Det mener Enhedslisten, der tager kravet med til forhandlingerne om næste års finanslov.
"Man skal vide, når man afleverer sit barn i børnehaven eller vuggestuen, at der er tid nok og ordentlig voksenkontakt," siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til Politiken.
Og kravet vækker glæde i pædagogernes forbund, BUPL.
"De siger det samme, som vi har sagt, nemlig at besparelserne i kommunerne har betydet, at vi oplever uholdbare situationer, fordi bemandingen er skåret så meget ned," siger formand Henning Pedersen til Newspaq.
Samtidig kræver Enhedslisten, at der indføres minimumsnormeringer i daginstitutionerne. De skal på sigt føre til, der er højst er tre børn per voksen i vuggestuerne, og seks børn per voksen i børnehaverne.
I BUPL havde man håbet, at regeringsgrundlaget ville indeholde konkrete udmeldinger om minimumsnormeringer.
Det vigtigste er dog, at antallet af pædagoger stiger - om det så bliver Enhedslisten, der skal presse det igennem.
"Der er situationer, hvor pædagoger står med 25 børn i over en time. Der er situationer, hvor man er alene i ydertimerne. Det er en uholdbar - og uforsvarlig situation i mange kommuner," siger han.
De mange nye ansættelser ventes at koste 900 mio. kr.