Stress, depression og angst får især mange kvindelige pædagoger til at gå ned med flaget.
Medarbejdere inden for FTF-området hører til blandt de medarbejdergrupper, som anmelder flest psykiske arbejdsskader på grund af påvirkninger på jobbet.
Det viser en opgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen.
Udover pædagoger rammes folkeskolelærere, forsvarsmedarbejdere, socialrådgivere og politibetjente af psykiske arbejdsskader.
Blandt kvinder er det særligt pædagoger med 153 anmeldelser, som sidste år anmeldte psykiske arbejdsskader, herefter fulgte lærere med 148 anmeldelser og socialrådgivere med 77 anmeldelser, skriver FTF's nyhedsbrev Resonans.
Blandt mænd topper militært ansatte med 58 anmeldelser sidste år. Herefter fulgte lærere med 36 anmeldelser og politibetjente med 27 anmeldelser.
Det er første gang, at socialrådgivere hører blandt de faggrupper, som anmelder flest psykiske arbejdsskader. Det til trods for, at socialrådgivere udgør en lille faggruppe i sammenligning med pædagoger og lærere.
Det dårlige arbejdsmiljø i mange brancher afspejler sig også i antallet af tildelte førtidspensioner.
Pensionskassen PKA, der blandt andet tæller socialrådgivere, sygeplejersker, ergoterapeuter, bioanalytikere og jordemødre, har haft en stigning på 220 procent fra 1990 frem til 2009 i antallet af tildelte førtidspensioner på grund af arbejdsrelateret stress, skriver Resonans.