Da den norske prinsesse Ingrid Alexandra i 2004 blev døbt, stod danske kronprins Frederik fadder til den lille pige.
Lørdag den 31. august er kronprins Frederik derfor inviteret med i Slotskapellet på det kongelige slot i Oslo, når prinsesse Ingrid Alexandra skal konfirmeres.
Med på gæstelisten er også kronprinsesse Mary og 13-årige prins Christian. Det fremgår af kongehusets kalender.
15-årige prinsesse Ingrid Alexandra er datter af den norske kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit og nummer to i arvefølgen til den norske trone.
Hun er storesøster til 13-årige prins Sverre Magnus og lillesøster til 22-årige Marius Borg Høiby, som kronprinsesse Mette-Marit har fra sit første ægteskab.
Som traditionen i Norge foreskriver, skal prinsesse Ingrid Alexandra konfirmeres alene, og hun har allerede fået en af sine gaver.
Hendes farfar og farmor, kong Harald og dronning Sonja, har nemlig foræret hende en ny folkedragt, som hun skal have på til konfirmationen.
Prinsessen har ifølge Billed-Bladet selv været med til at bestemme folkedragtens udseende sammen med sin farmor.
De seneste fem år har prinsesse Ingrid Alexandra gået på Oslos internationale skole i Bekkestua, men den 19. august flyttede hun til folkeskolen Uranienborg skole, som også ligger i Norges hovedstad.
Når tiden ikke går med skole og royale forpligtelser, holder hun ifølge det norske kongehus meget af at stå på ski, gå til kickboksning, surfe og dyrke vandsport.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS