Normalt er det parkeringsvagter, som må finde sig i vold og hårde ord.
Men det omvendte skete for en mand, der blev udsat for et voldeligt overfald på en parkeringsplads i København.
Manden blev slået til blods af en meget hidsig vagt, der ville have ham til at forsvinde fra EuroParks plads. Det skriver ekstrabladet.dk.
Den voldelige parkeringsvagt er nu blevet fyret, oplyser økonomichef hos EuroPark, Michael Christensen.
"Først og fremmest er det simpelthen ikke vores procedure at slå på bilisterne. Og vi beklager selvfølgelig overfor den pågældende bilist. Men derudover må vi konstatere, at den pågældende medarbejder ikke overholder nogle elementære procedureregler. Derfor har vi i dag valgt at afskedige parkeringsvagten med øjeblikkelig virkning," siger han til ekstrabladet.dk.
Den uheldige bilist måtte en tur på Hvidovre Skadestue og sys med fire sting. Parkeringsvagten fra EuroPark er desuden sigtet for vold.