Hvis man praler af at have drukket fire flasker cognac om dagen i ens storhedstid, så er man måske ikke den mest oplagte kandidat til at give sundhedstips til andre mennesker.
Det afholder dog ikke tågehovedet Ozzy Osbourne fra at gøre det alligevel. Ifølge hjemmesiden femalefirst skal den 61-årige rockstjerne stå for en ugentlig klumme i The Sunday Times Magazone, hvor han skal give rådgive læserne om sundhed.
"Da de spurgte mig, om jeg ville være deres nye sundhedsrådgiver, tænkte jeg, at de tog pis på mig," siger Ozzy Osbourne til femalefirst.
Men da musikeren først havde tygget lidt på tilbuddet, kunne han dog godt se logikken i forslaget.
"Jeg har bogstavelig talt været hos tusindvis af læger gennem mit liv, og jeg har brugt over 10 millioner kroner på dem. Det er kommet så vidt, at jeg nogle gange tænker, at jeg ved mere om at være læge, end lægerne selv gør."
Den nye klumme ser ud til at være en del af et bizart forsøg på at gøre noget gavn med sin hærgede krop. I går kom det frem, at Ozzy Osbourne har besluttet at donere sit lig til medicinske forsøg, når han dør, fordi det er et mirakel, at han stadig er i live med alt det, han har hældt i den.