Sangeren er endnu engang kommet i clinch med den fanatiske, amerikanske frikirke Westboro Babtist Church, der har base i Kansas. Kirken misbruger hans sange til at sprede had, lyder anklagen ifølge TV 2 Vip.
Når en amerikansk soldat omkommer i Irak eller Afghanistan, risikerer de efterladte efterfølgende, at begravelsen bliver skændet af den berygtede frikirke. Med bannere og slagord som 'Gud hader bøsser' og 'Gud hader soldater' chikaneres de sørgende af gruppen, der mener, at de dræbte soldater er Guds straf for, at Amerika accepterer homoseksualitet og fri abort.
På et pressemøde har frikirken benyttet en omskrevet version af Ozzy Osbournes sang Crazy Train til at promovere deres sag. Og det ærgrer den tidligere forsanger i heavy metal-bandet Black Sabbath.
"Jeg bliver syg og dårlig ved tanken om, at Crazy Train bliver brugt til at fremme budskaber om had og ondskab af en kirke," siger sangeren ifølge tv2.dk.
Det er ikke første gang, han langer ud efter kirken. I sommer fordømte han, at Westboro Babtist Church mødte op til heavy metal-kollegaen Ronnie James Dios begravelse, hvor de spredte budskabet 'Gud hader Ronnie James Dio'.